Morfar, Niels og Tom Buk-Swienty

eller, historier i, med og udenfor bøger.

  En historie kan have mange former og være udført i forskellige medier – bøger, film, foredrag og meget andet. Nogle historier opstår dog på en måde, og i en form, der ikke er afgjort af skrevne ord, billeder, der flyder eller lyd, der vakler gennem æteren. Nogle gange kan bøger og film indeholde historier, som går ud over det forfatteren forsøger at fortælle.

  En af min fritidssysler er, at gå i genbrugsforretninger. Der er en særlig glæde, og tilfredsstillelse, i at finde et eller andet som nogen har kasseret, tage det med hjem og drage det ind i en nyttig og hverdagslig virkelighed. At finde en, tilsyneladende ubrugelig, genstand fra sit hvile på en hylde – glemt, gemt og ligegyldig for sin sidste ejer. At bringe den til nyt liv og opdage hvilken fortælling, der er i den. Og siden at give den fortælling videre. 

Som en erimtkrebs, der finder en ny dåse at kalde sit hjem, vandrer jeg med genbrugsguldet i rygsækken. At vide, at tingen har en historie, som allerede er i gang, er noget af det bedte og mest flygtige ved genbrugsskattene. 

  Med fingrene vandrende over reol efter reol bladrer, leder, rumsterer jeg bøger igennem og finder undertiden diamanter.  Med interessen sugende i mellemgulvet, og en smule hektisk, finder jeg undertiden historier, der ikke springer ud af sider, men springer ud af bogen som sådan. Bogens tilstand og tilhørende læseparafinelia – bogmærker, indstukkede avisudklip, noter og meget andet, fortæller en anden historie end den trykte.  

  Det regner, det er nok lørdag. Jeg går i stå ved en bog jeg kender i forvejen. Dansk guldalderhistorie. Skrevet af en dygtig journalist. Faktisk er jeg kun ét led fra at kende forfatteren personligt. Fordi jeg kender én, der engang har interviewet forfatteren til et blad på universitetet. Og måske netop af den årsager tager jeg bogen ud af reolen. Jeg har læst den og er allerede en forbundet med den. 

  Faktisk har jeg fået signeret mit eget eksemplar af bogen. Og her bliver det nok nødvendigt at navngive forfatteren med en kort afstikker til følge. Det er den imposante Tom Bub-Swienty og bogen er Slagtebænk Dybøl. Den overmandede mine ører på lydbog da jeg lå med hjernerystelse for nogle år siden (det, er til gengæld ikke en del af afstikkeren). På en eller anden måde blev jeg, i min comotionelle tilstand, nærmest smurt ind i blodet fra skansen og kunne slet ikke lade være med at lytte opfølgeren, Dommedag Als, lige bagefter. 

  Kort tid efter opdagede jeg, ganske tilfældigt, at TBS ville ære en lokal boghandel (der i øvrigt ikke eksisterer mere) med hans tilstædeværelse. Jeg var – selvsagt – nødt til at dukke op og få mesterens autograf. Med al mulig iver, og en paranoid, ubegrundet frygt, ringede jeg til boghandleren flere dage i forvejen og bad med asfaltru stemme og løse knæ: “Vil i lægge et eksemplar til side af Slagtebænken?” Boghandleren – en velanset og myndig dame, at dømme efter stemmen – kvalte dels et gab, dels et grin og forsikrede mig om, at de havde mere end rigelige eksemplarer, men hun ville naturligvis gerne lægge ét til side til mig. Hvor latterlig lige netop dén forespørgsel var blev jeg først rigtig klar over da jeg, nogle dage senere, dukkede op i forretningen og kunne betragte en EUR-palle med Slagtebænken og Dommendagen stablet i omkring 2,5 meters højde. Jeg følte mig mere end almindeligt dum da jeg stod i køen til afhentning. Mens jeg ventede i køen, der var ganske lang, kunne jeg se TBS sidde ved siden af det urørte babelstårn af Dommedage og Slagtebænke og se lidt tomt ud i luften. Så meget for at være på forkant.

  Jeg fik bogen, jeg fik autografen og udvekslede nogle trivielle almindeligheder med TBS og forsøgte – starstruck – at imponere ham ved at fortælle, at jeg havde læst begge bøger på en uge. Det var ikke helt rigtigt – jeg havde lyttet dem, men det var det bedste jeg kunne finde på. 

  Og nu kommer vi så til pointen i sidespinget hér. Bag mig stod en ældre mand med et eksmeplar af TBS seneste (altså, på det tidspunkt) bog – første bind i tobindsværket om Karen Blixens far “Kaptajn Dinesen”. Og så skete der noget mærkeligt. I et sammensurium af den ældre mands formumlethed, de dårlige lydforhold i boghandlen og måske vores allesammens eftermiddagsprægede døvhed, fik den ælder mand spurgt, om det var den rigtige Kaptajn Dinesen. TBS fangede den ikke og sagde noget i retning af, at ja, bogen handlede rigtig-nok om Dinesen. Den gamle sagde Kaptajn Dinesen. Og TBS bekræftede. Her opdagede jeg, og kort efter TBS, at den gamle mand pegede på sig selv. Noget gik op for den gamle mand og han gentog: “Ja, jeg var nødt til at eje den her, jeg hedder nemlig også Kaptajn Dinesen.” TBS og jeg selv var selvsagt noget bjergtaget over dette fænomenale sammentræf. TBS – som jo er journalist ikke bare af navn, men også af sind og væremåde – gik med det samme i gang med at udfritte manden hans historie. Jeg fik ikke det hele med, men det er i grunden også ligegyldigt. Om han havde været kaptajn i hjemmeværnet, på færgen mellem Lolland og Langeland eller bare blev kaldt Kaptajnen er uvedkommende. Faktum er, at der netop i det minut opstod en historie, som ikke står skrevet noget sted, om Kaptajn Dinesen, der gik ind i en boghandel og købte en bog om Kaptajn Dinesen. Adskilt af måske hundrede år, faldt tiden pludselig helt sammen og historisk person blev til en gammel mand i en boghandel (hvilket Karen Blixens far faktisk aldrig blev da han begik selvmord førend han rigtig blev gammel). 

  Og tilbage i genbrugsforretningen kommer denne historie mig i hu, men som det ofte er med historier, så stoppede de aldrig rigtig. Og det gør den her heller ikke. Fortsættelse er dog heller ikke skrevet på siderne i TBS’ bog. Nej, det fandtes i tilegnelsen på titelbladet og i bogmærket der lå ca. et tredjedel inde i bogen. Bare ved at huske dette kan jeg næsten blive rørt til tåre. Jeg læste det, der stod skrevet med blå kuglepen: “Kære Morfar, rigtig mange gange tillykke med fødselsdagen. Kærlig hilsen Niels”. Det var på én gang smukt og forfærdeligt. 

  Da jeg bladrede fra dedikationen om til bogmærket, og tilbage igen, indså jeg, at Niels – den dejlige dreng – havde foræret Morfar Slagtebænken. En bog som Morfar havde været så glad for, at han var begyndt at læse den med det samme. Morfar var nået et tredjedel ind, inden han holdt op med at læse den. Men, hvorfor stoppe? Når bogen stod her på genbrug betød det vel, at Niels ikke var interesseret i at få den tilbage. Og, hvis man kender bedsteforældre ret – selv det sureste og mest umedgørlige – så er det nok de færreste der ligefrem smider Niels’ers gaver ud. 

  Nej, den sandhed der ramte mig var, at Morfar havde læste i bogen indtil hans gamle øjne ikke kunne mere. Den var endt på natbordet ved siden af sengen. Hver aften, inden han lagde sig, sad han lidt med bogen og tænkte på Niels – den dejlige knægt. Så slukkede han lampen og faldt ind i en tryg gammelmandssøvn. Det gjorde han mange aftner, lige indtil en morgen hvor han ikke vågnede mere. Om Niels fandt morfar liggende i sengen, med bogen ved sin side er ikke til at sige. At den stod på genbrug betød, at Niels havde tømt Morfars hjem sammen med hans forældre og måske søskende. De havde alle sammen gået tingene igennem: vil du have den her? Er den her ikke til din søster? Arhj, prøv at se, sådan en sjov én? Og det smukkest var, da Niels skulle beslutte hvad der skulle ske med Slagtebænken. Niels så bogen, tog den i hånden og besluttede, at det var bedre om der var en anden der fik den. Mens han lagde den i flyttekassen med “til Røde Kors” huskede han, at han have købt den til Morfar fordi Morfar gerne ville læse den, ikke fordi Niels selv havde interesse. Og det er i virkeligheden den smukkeste gave – de gaver vi giver fordi vi ved at nogen trænger til dem, selvom de ikke er vigtige for os. Men, gaven var vigtig for Morfar og jeg forestiller mig, at Niels kom til at smile lidt da han så bogmærket med den malede kronhjort. Morfar var sgu en løjerlig fyr, men ham huskede Niels bedst ved at se på billeder i fotoalbummet og piben, ikke ved at have en bog som Morfar havde fået af Niels selv.

  Og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Historien om Niels, Morfar og Slagtebænken strækker sig langt udover et hvilket som helst ord, en hvilken som helst ide der er nedfældet på papir. Med et bogmærke og en lykønskning fortalte Slagtebænken en historie som strakte sig langt ud over dens pap-indbinding, trykte sider og sort-hvide illustrationer.