Indiana Jones og Skæbneskiven

Jeg var sent ude i aftes. Med god grund. Den femte Indiana Jones film har netop haft præmiere. Som livslang Indy-fan måtte jeg naturligvis ind og se den. Inden filmen startede fik jeg ovenikøbet lov til at være med i Filmhulens liveshow som Indiana Jones ekspert (se ovenfor), hvilket var en fantastisk ære. Jeg takker tusinde! Selvsagt fik Filmhule-drengene og jeg talt om filmen bagefter (deraf den sene sengetid). Nu har jeg imidlertid sovet på det og er måske en smule mere afklaret.

Allerførst: Jeg synes, at Indiana Jones and the Dial og Destiny (IJDD) (2023) var bedre end Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (IJKOTCS) (2008), men den kommer ikke op på siden af de tre originale film fra 1981, 1984 og 1989.

Og hvorfor ikke? Det pudsige er, at jeg gik ud fra filmen med en okay fornemmelse. Den kan snildt sammenlignes med den fornemmelse jeg havde efter Star Wars the Force Awakens (2015) – jeg var optimistisk og slet ikke uimponeret. Jeg kunne sagtens tænke en bedre film frem, men når filmen nu var hvad den var, så var den ok (middelkarakter). Og det var sådan jeg havde det, da jeg gik fra biografen i går aftes.

På trods af det er der mange ting jeg faldt over, som jeg ikke brød mig særligt om. Der er slet ikke tid nok til at komme ind på det hele her, men et par punkter synes jeg skal nævnes.

Lette spoilers forude – læs videre på eget ansvar!

Kapitel 1: Indy på bagsædet.

Selvom Harrison Ford, som altid, gjorde et gedigent stykke arbejde, så kunne selv hans allerbedste præstation ikke forhindre, at han billedligt og bogstaveligt endte på bagsædet i mange situationer. Faktisk var det ofte sidekicket Helena Shaw (Phoebe Waller-Bridge), der havde planen og var den der tog teten. Indimellem var Indy helt reduceret til et ærme (man ser vitterligt bare hans ærme) i baggrunden, når Sidekick-Shaw taler med sit sidekick: Teddy (Ethann Isidore). Der var en kort overgang hvor vi fik Indy tilbage og han tog teten, men det forpurredes hurtigt af en pokkers Nazist med en pistol. Det er en sær fornemmelse at se en film, der har Indy midt og øverst på plakaten, når han ender med at være tilskuer.

Kapitel 2: Den uvirkelige virkelighed.

De tre originale Indy-film vandt på deres udbredte brug af stunts og praktiske effekter. Der var tyngde, der ledte til alvor, eftertænksomhed og en udtalt taktil fornemmelse i filmen. Man havde en ægte fornemmelse af fare, da den store sten ruller efter Indy, fordi det også var farligt i virkeligheden. Selvom det ikke var en ægte kampesten, så var det en stor kugle af glasfiber, der sagtens kunne gøre en stuntman (eller Harrison) flad. I IJDD, og i nogle dele af IJKOTCS, er mange af de praktiske effekter skiftet ud med computergrafik (CGI). Faktisk er det så udtalt i IJDD, at visse scener lader til at være lavet fuldstændig på computer. Inklusiv Indy og de soldater han tæver. Det giver selvfølgelig en masse muligheder i forhold til at skabe noget spektakulært, men den langsommere, mere ”realistiske”, og eftertænksomme action fra de gamle film mangler. Indiana Jones har altid haft et tegnefilmsagtigt forhold til vold og action, men når filmen glider helt over i tegnefilm (altså, computergrafik) bliver det for meget. Langsommeligheden i de originale film understregede i øvrigt faren på en helt fantastisk vis. I IJDD er al action skruet op i tempo og det når slet ikke at bundfælde sig. Alting virker mindre farligt fordi der nærmest bliver spolet henover det.

Kapitel 3: Den gamle mand og eventyret.

Det her hænger sammen med kapitel ét, men jeg synes alligevel det fortjener sit eget kapitel. Harrison Ford var 79 da de begyndte at optage IJDD. Allerede i IJKOTCS var hans alder et tema og det måtte – skulle – blive et tema hér også. Men, det er håndteret pudsigt. For det første er der en længere sekvens med Indy som yngre (en de-aged/deepfaked Harrison Ford – og det så generelt godt ud). Det giver naturligvis en interessant kontrast til den ældre Indy, men bliver også til et piskesmæld (hah!) for seeren. Vi vil gerne være Indy i hans bedste alder. Vi vil gerne leve et spændende liv gennem ham – den unge, charmerede, kapable og helt igennem heroiske antihelt. At se ham som en gammel mand mindsker vel lysten til at leve hans eventyr? Og når det så kobles med, at han ender på bagsædet af sin egen film kan man ende med at opleve, at han er helt kastreret. Samtidig får gammel-Harrison faktisk scener hvor han er meget kapabel – løber rundt, slår bad-guys i gulvet, svinger pisken, rider på hest. Alt det der. Og det er som om filmen gerne vil have, at han kan det samme, men også skal være en gammel mand, der skal have hjælp. Jeg tror man skulle have adresseret det mere lige på. Første gang Indy sætter efter én eller anden skulle han være stoppet efter få skridt, have lænet sig stakåndet op af en væg og have sagt: ”I guess it IS the age…” (point til dem der gætter referencen). Herefter kunne det være blevet en mere buddy-cop agtig film hvor Indy drager på erfaringer, viden og verdensomspændende bekendtskaber og side-kicket løfter de tunge ting. F.eks. er der en scene hvor side-kick Helena er den der får sat en flugtplan i værk på eget initiativ vha. en dynamitstang. Indy sidder bare på en seng og kan lige nøjagtig antænde dynamitten med det grej side-kick rækker ham. Han har et minimum af indflydelse. En version af denne scene, der gav indy mere indflydelse, kunne f.eks. involvere, at det er Indy, der finder dynamitten, men ikke kan nå den og er nødt til at lave sigende øjne til side-kicket. Side-kicket forstår det ikke, og Indy må selv finde på et eller andet med at sparke til en skovl der vælter og laver gnister så dynamitten tændes. Altså, at Indy trækker på sine erfaringer og snilde fremfor, at det er nogle andre, der gør det hele. Så kan han stadig være den helt, der redder alle, som han var i de tre første film, men med snilde fremfor muskler.

Kapitel 4: Rutsjebaneeffekten!

Endnu en krølle er, om filmen er god underholdning, om filmen er en god (action)film eller om filmen er en god Indiana Jones film. Jeg kan ikke helt slippe fornemmelsen af, at det første gør sig mere gældende end de to andre. En film kan være underholdende bare fordi der sker en masse – lidt ligesom en rutsjebane i tivoli. Der er ikke alverden af indhold i en rutsjebane – der er ikke en historie eller et plot man skal forholde sig til. Til gengæld går det stærkt og man får sus i maven. Når man kommer ud af rutsjebanen er man helt høj og sådan ”puha, det var vildt”. Det er måske i virkeligheden det tætteste jeg kommer på, at beskrive den fornemmelse jeg havde lige efter filmen. Der var sket en hel masse i to timer (plus det løse), mine synapser var fuldstædig overstimulerede af alle indtrykkene. En slags ”naturlig høj”. Så jeg sidder vitterligt med fornemmelsen af, at det var en vild og berusende oplevelse, selvom jeg i grunden sidder med alle mulige kritikker.

Kapitel 5: Konklusion – jeg kunne alligevel lide det?

Men, selvom jeg nu ved, at det også var en rutsjebaneeffekt, kan jeg alligevel se lyspunkter. Der var nogle gode skuespilspræstationer – Ford var god, Mads Mikkelsen var i sin vanlige skurkeform (i.e. ganske god), Bi-karaktererne var gode mv. Musikken var også helt i vinkel (giv lige The Raiders March én ekstra tand næste gang, Johnny). Den deepfake/de-age effekt de havde lavet til Harrison var mega overbevisende 75% af tiden og nogenlunde overbevisende de sidste 25%. Jeg var vild med at se Indy tilbage i en hule, der mindede lidt om introsekvensen fra ROTL. At nazisterne var tilbage som skurke var fedt. De 20 minutter med unge Indy havde mange klassiske Indy-øjeblikke som jeg var vild med. Jo, der var meget godt også.

Jeg tror IJDD er en af de film der vil hænge hos mig længe. Jeg kan ikke blive helt klog på den. Jeg ved, dybest set, ikke om jeg bare gerne VIL kunne lide den, eller om jeg faktisk KAN lide den. Der er så mange små og store ting jeg kan sætte min støvede finger på som ikke var godt, men alligevel… alligevel…

Hvis jeg vurderer filmen i forhold til Raiders of the Lost Ark (ROTL) (1981), så får den her måske… hmm… 4-5 af 10 (hvor ROTL får 10). I forhold til IJKOTCS får IJDD… hmm… 6-7 ud af 10 (hvor IJKOTCS får 5). Så et eller andet sted omkring middelgod, vil jeg tro. Men, jeg forestiller mig, at jeg får en masse at sige når jeg engang ser den igen. For det kommer jeg til. Og det er måske anmeldelse nok i sig selv.

Uanset. Jeg synes man skal daffe ned i biffen og se den. Om ikke andet, så kan man da selv få syn for sagn. Jeg synes ikke den var dårlig rutsjebanetur, men perfekt var den heller ikke. 3-4 hatte ud af seks!