Forfatter: forfatterje

Anmeldt!

Har man fulgt med på Facebook ved man, at min seneste novelle, Mormor og Morfar, kom med i Lige under overfladen 18 – Drømmen om Frihed. I den forbindelse har Gyseren.dk skrevet en anmeldelse og minsandten om ikke Mormor og Morfar er nævnt:

“‘Mormor og morfar’ er Jakob Emiliussens tredje bidrag til Lige under overfladen-serien, og en interessant og tankevækkende novelle.“

Anmeldelsen af Mormor og Morfar er lidt længere end det ovenstående, og du kan se hele anmeldelsen her:

https://gyseren.dk/2024/01/22/droemmen-om-frihed-red-carl-eddy-skovgaard/

Det er helt fantastisk at vide, at der er folk der læser, det jeg har skrevet – tak Jette fra Gyseren.dk.

Gæst i FilmHulen – vi anmelder Indiana Jones and the Last Crusade

Når man ligefrem får lov at smykke sig med en titel som ekspert, så er det svært ikke at være stolt. Når det så også er i den navnkundige FilmHulen, ja, så er det da nærmest perfekt.

Indiana Jones and the Last Crusade er over fyrre år gammel og man kunne tro, at der ikke er mere at sige om den. Men, det er at skue hunden på hårene. Der er meget at sige. Netop derfor kan man nyde halvanden time i godt selskab i dette afsnit af FilmHulen – godt lyt!

Gæst i FilmHulen – Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull

Det er altid en fornøjelse at være med i FilmHulen! Lars og Morten er fine fyre, og jeg kan sagtens anbefale vores snak om Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull. Fang podcast-afsnittet på Spotify eller her:

Indiana Jones og Skæbneskiven

Jeg var sent ude i aftes. Med god grund. Den femte Indiana Jones film har netop haft præmiere. Som livslang Indy-fan måtte jeg naturligvis ind og se den. Inden filmen startede fik jeg ovenikøbet lov til at være med i Filmhulens liveshow som Indiana Jones ekspert (se ovenfor), hvilket var en fantastisk ære. Jeg takker tusinde! Selvsagt fik Filmhule-drengene og jeg talt om filmen bagefter (deraf den sene sengetid). Nu har jeg imidlertid sovet på det og er måske en smule mere afklaret.

Allerførst: Jeg synes, at Indiana Jones and the Dial og Destiny (IJDD) (2023) var bedre end Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (IJKOTCS) (2008), men den kommer ikke op på siden af de tre originale film fra 1981, 1984 og 1989.

Og hvorfor ikke? Det pudsige er, at jeg gik ud fra filmen med en okay fornemmelse. Den kan snildt sammenlignes med den fornemmelse jeg havde efter Star Wars the Force Awakens (2015) – jeg var optimistisk og slet ikke uimponeret. Jeg kunne sagtens tænke en bedre film frem, men når filmen nu var hvad den var, så var den ok (middelkarakter). Og det var sådan jeg havde det, da jeg gik fra biografen i går aftes.

På trods af det er der mange ting jeg faldt over, som jeg ikke brød mig særligt om. Der er slet ikke tid nok til at komme ind på det hele her, men et par punkter synes jeg skal nævnes.

Lette spoilers forude – læs videre på eget ansvar!

Kapitel 1: Indy på bagsædet.

Selvom Harrison Ford, som altid, gjorde et gedigent stykke arbejde, så kunne selv hans allerbedste præstation ikke forhindre, at han billedligt og bogstaveligt endte på bagsædet i mange situationer. Faktisk var det ofte sidekicket Helena Shaw (Phoebe Waller-Bridge), der havde planen og var den der tog teten. Indimellem var Indy helt reduceret til et ærme (man ser vitterligt bare hans ærme) i baggrunden, når Sidekick-Shaw taler med sit sidekick: Teddy (Ethann Isidore). Der var en kort overgang hvor vi fik Indy tilbage og han tog teten, men det forpurredes hurtigt af en pokkers Nazist med en pistol. Det er en sær fornemmelse at se en film, der har Indy midt og øverst på plakaten, når han ender med at være tilskuer.

Kapitel 2: Den uvirkelige virkelighed.

De tre originale Indy-film vandt på deres udbredte brug af stunts og praktiske effekter. Der var tyngde, der ledte til alvor, eftertænksomhed og en udtalt taktil fornemmelse i filmen. Man havde en ægte fornemmelse af fare, da den store sten ruller efter Indy, fordi det også var farligt i virkeligheden. Selvom det ikke var en ægte kampesten, så var det en stor kugle af glasfiber, der sagtens kunne gøre en stuntman (eller Harrison) flad. I IJDD, og i nogle dele af IJKOTCS, er mange af de praktiske effekter skiftet ud med computergrafik (CGI). Faktisk er det så udtalt i IJDD, at visse scener lader til at være lavet fuldstændig på computer. Inklusiv Indy og de soldater han tæver. Det giver selvfølgelig en masse muligheder i forhold til at skabe noget spektakulært, men den langsommere, mere ”realistiske”, og eftertænksomme action fra de gamle film mangler. Indiana Jones har altid haft et tegnefilmsagtigt forhold til vold og action, men når filmen glider helt over i tegnefilm (altså, computergrafik) bliver det for meget. Langsommeligheden i de originale film understregede i øvrigt faren på en helt fantastisk vis. I IJDD er al action skruet op i tempo og det når slet ikke at bundfælde sig. Alting virker mindre farligt fordi der nærmest bliver spolet henover det.

Kapitel 3: Den gamle mand og eventyret.

Det her hænger sammen med kapitel ét, men jeg synes alligevel det fortjener sit eget kapitel. Harrison Ford var 79 da de begyndte at optage IJDD. Allerede i IJKOTCS var hans alder et tema og det måtte – skulle – blive et tema hér også. Men, det er håndteret pudsigt. For det første er der en længere sekvens med Indy som yngre (en de-aged/deepfaked Harrison Ford – og det så generelt godt ud). Det giver naturligvis en interessant kontrast til den ældre Indy, men bliver også til et piskesmæld (hah!) for seeren. Vi vil gerne være Indy i hans bedste alder. Vi vil gerne leve et spændende liv gennem ham – den unge, charmerede, kapable og helt igennem heroiske antihelt. At se ham som en gammel mand mindsker vel lysten til at leve hans eventyr? Og når det så kobles med, at han ender på bagsædet af sin egen film kan man ende med at opleve, at han er helt kastreret. Samtidig får gammel-Harrison faktisk scener hvor han er meget kapabel – løber rundt, slår bad-guys i gulvet, svinger pisken, rider på hest. Alt det der. Og det er som om filmen gerne vil have, at han kan det samme, men også skal være en gammel mand, der skal have hjælp. Jeg tror man skulle have adresseret det mere lige på. Første gang Indy sætter efter én eller anden skulle han være stoppet efter få skridt, have lænet sig stakåndet op af en væg og have sagt: ”I guess it IS the age…” (point til dem der gætter referencen). Herefter kunne det være blevet en mere buddy-cop agtig film hvor Indy drager på erfaringer, viden og verdensomspændende bekendtskaber og side-kicket løfter de tunge ting. F.eks. er der en scene hvor side-kick Helena er den der får sat en flugtplan i værk på eget initiativ vha. en dynamitstang. Indy sidder bare på en seng og kan lige nøjagtig antænde dynamitten med det grej side-kick rækker ham. Han har et minimum af indflydelse. En version af denne scene, der gav indy mere indflydelse, kunne f.eks. involvere, at det er Indy, der finder dynamitten, men ikke kan nå den og er nødt til at lave sigende øjne til side-kicket. Side-kicket forstår det ikke, og Indy må selv finde på et eller andet med at sparke til en skovl der vælter og laver gnister så dynamitten tændes. Altså, at Indy trækker på sine erfaringer og snilde fremfor, at det er nogle andre, der gør det hele. Så kan han stadig være den helt, der redder alle, som han var i de tre første film, men med snilde fremfor muskler.

Kapitel 4: Rutsjebaneeffekten!

Endnu en krølle er, om filmen er god underholdning, om filmen er en god (action)film eller om filmen er en god Indiana Jones film. Jeg kan ikke helt slippe fornemmelsen af, at det første gør sig mere gældende end de to andre. En film kan være underholdende bare fordi der sker en masse – lidt ligesom en rutsjebane i tivoli. Der er ikke alverden af indhold i en rutsjebane – der er ikke en historie eller et plot man skal forholde sig til. Til gengæld går det stærkt og man får sus i maven. Når man kommer ud af rutsjebanen er man helt høj og sådan ”puha, det var vildt”. Det er måske i virkeligheden det tætteste jeg kommer på, at beskrive den fornemmelse jeg havde lige efter filmen. Der var sket en hel masse i to timer (plus det løse), mine synapser var fuldstædig overstimulerede af alle indtrykkene. En slags ”naturlig høj”. Så jeg sidder vitterligt med fornemmelsen af, at det var en vild og berusende oplevelse, selvom jeg i grunden sidder med alle mulige kritikker.

Kapitel 5: Konklusion – jeg kunne alligevel lide det?

Men, selvom jeg nu ved, at det også var en rutsjebaneeffekt, kan jeg alligevel se lyspunkter. Der var nogle gode skuespilspræstationer – Ford var god, Mads Mikkelsen var i sin vanlige skurkeform (i.e. ganske god), Bi-karaktererne var gode mv. Musikken var også helt i vinkel (giv lige The Raiders March én ekstra tand næste gang, Johnny). Den deepfake/de-age effekt de havde lavet til Harrison var mega overbevisende 75% af tiden og nogenlunde overbevisende de sidste 25%. Jeg var vild med at se Indy tilbage i en hule, der mindede lidt om introsekvensen fra ROTL. At nazisterne var tilbage som skurke var fedt. De 20 minutter med unge Indy havde mange klassiske Indy-øjeblikke som jeg var vild med. Jo, der var meget godt også.

Jeg tror IJDD er en af de film der vil hænge hos mig længe. Jeg kan ikke blive helt klog på den. Jeg ved, dybest set, ikke om jeg bare gerne VIL kunne lide den, eller om jeg faktisk KAN lide den. Der er så mange små og store ting jeg kan sætte min støvede finger på som ikke var godt, men alligevel… alligevel…

Hvis jeg vurderer filmen i forhold til Raiders of the Lost Ark (ROTL) (1981), så får den her måske… hmm… 4-5 af 10 (hvor ROTL får 10). I forhold til IJKOTCS får IJDD… hmm… 6-7 ud af 10 (hvor IJKOTCS får 5). Så et eller andet sted omkring middelgod, vil jeg tro. Men, jeg forestiller mig, at jeg får en masse at sige når jeg engang ser den igen. For det kommer jeg til. Og det er måske anmeldelse nok i sig selv.

Uanset. Jeg synes man skal daffe ned i biffen og se den. Om ikke andet, så kan man da selv få syn for sagn. Jeg synes ikke den var dårlig rutsjebanetur, men perfekt var den heller ikke. 3-4 hatte ud af seks!

Morfar, Niels og Tom Buk-Swienty

eller, historier i, med og udenfor bøger.

  En historie kan have mange former og være udført i forskellige medier – bøger, film, foredrag og meget andet. Nogle historier opstår dog på en måde, og i en form, der ikke er afgjort af skrevne ord, billeder, der flyder eller lyd, der vakler gennem æteren. Nogle gange kan bøger og film indeholde historier, som går ud over det forfatteren forsøger at fortælle.

  En af min fritidssysler er, at gå i genbrugsforretninger. Der er en særlig glæde, og tilfredsstillelse, i at finde et eller andet som nogen har kasseret, tage det med hjem og drage det ind i en nyttig og hverdagslig virkelighed. At finde en, tilsyneladende ubrugelig, genstand fra sit hvile på en hylde – glemt, gemt og ligegyldig for sin sidste ejer. At bringe den til nyt liv og opdage hvilken fortælling, der er i den. Og siden at give den fortælling videre. 

Som en erimtkrebs, der finder en ny dåse at kalde sit hjem, vandrer jeg med genbrugsguldet i rygsækken. At vide, at tingen har en historie, som allerede er i gang, er noget af det bedte og mest flygtige ved genbrugsskattene. 

  Med fingrene vandrende over reol efter reol bladrer, leder, rumsterer jeg bøger igennem og finder undertiden diamanter.  Med interessen sugende i mellemgulvet, og en smule hektisk, finder jeg undertiden historier, der ikke springer ud af sider, men springer ud af bogen som sådan. Bogens tilstand og tilhørende læseparafinelia – bogmærker, indstukkede avisudklip, noter og meget andet, fortæller en anden historie end den trykte.  

  Det regner, det er nok lørdag. Jeg går i stå ved en bog jeg kender i forvejen. Dansk guldalderhistorie. Skrevet af en dygtig journalist. Faktisk er jeg kun ét led fra at kende forfatteren personligt. Fordi jeg kender én, der engang har interviewet forfatteren til et blad på universitetet. Og måske netop af den årsager tager jeg bogen ud af reolen. Jeg har læst den og er allerede en forbundet med den. 

  Faktisk har jeg fået signeret mit eget eksemplar af bogen. Og her bliver det nok nødvendigt at navngive forfatteren med en kort afstikker til følge. Det er den imposante Tom Bub-Swienty og bogen er Slagtebænk Dybøl. Den overmandede mine ører på lydbog da jeg lå med hjernerystelse for nogle år siden (det, er til gengæld ikke en del af afstikkeren). På en eller anden måde blev jeg, i min comotionelle tilstand, nærmest smurt ind i blodet fra skansen og kunne slet ikke lade være med at lytte opfølgeren, Dommedag Als, lige bagefter. 

  Kort tid efter opdagede jeg, ganske tilfældigt, at TBS ville ære en lokal boghandel (der i øvrigt ikke eksisterer mere) med hans tilstædeværelse. Jeg var – selvsagt – nødt til at dukke op og få mesterens autograf. Med al mulig iver, og en paranoid, ubegrundet frygt, ringede jeg til boghandleren flere dage i forvejen og bad med asfaltru stemme og løse knæ: “Vil i lægge et eksemplar til side af Slagtebænken?” Boghandleren – en velanset og myndig dame, at dømme efter stemmen – kvalte dels et gab, dels et grin og forsikrede mig om, at de havde mere end rigelige eksemplarer, men hun ville naturligvis gerne lægge ét til side til mig. Hvor latterlig lige netop dén forespørgsel var blev jeg først rigtig klar over da jeg, nogle dage senere, dukkede op i forretningen og kunne betragte en EUR-palle med Slagtebænken og Dommendagen stablet i omkring 2,5 meters højde. Jeg følte mig mere end almindeligt dum da jeg stod i køen til afhentning. Mens jeg ventede i køen, der var ganske lang, kunne jeg se TBS sidde ved siden af det urørte babelstårn af Dommedage og Slagtebænke og se lidt tomt ud i luften. Så meget for at være på forkant.

  Jeg fik bogen, jeg fik autografen og udvekslede nogle trivielle almindeligheder med TBS og forsøgte – starstruck – at imponere ham ved at fortælle, at jeg havde læst begge bøger på en uge. Det var ikke helt rigtigt – jeg havde lyttet dem, men det var det bedste jeg kunne finde på. 

  Og nu kommer vi så til pointen i sidespinget hér. Bag mig stod en ældre mand med et eksmeplar af TBS seneste (altså, på det tidspunkt) bog – første bind i tobindsværket om Karen Blixens far “Kaptajn Dinesen”. Og så skete der noget mærkeligt. I et sammensurium af den ældre mands formumlethed, de dårlige lydforhold i boghandlen og måske vores allesammens eftermiddagsprægede døvhed, fik den ælder mand spurgt, om det var den rigtige Kaptajn Dinesen. TBS fangede den ikke og sagde noget i retning af, at ja, bogen handlede rigtig-nok om Dinesen. Den gamle sagde Kaptajn Dinesen. Og TBS bekræftede. Her opdagede jeg, og kort efter TBS, at den gamle mand pegede på sig selv. Noget gik op for den gamle mand og han gentog: “Ja, jeg var nødt til at eje den her, jeg hedder nemlig også Kaptajn Dinesen.” TBS og jeg selv var selvsagt noget bjergtaget over dette fænomenale sammentræf. TBS – som jo er journalist ikke bare af navn, men også af sind og væremåde – gik med det samme i gang med at udfritte manden hans historie. Jeg fik ikke det hele med, men det er i grunden også ligegyldigt. Om han havde været kaptajn i hjemmeværnet, på færgen mellem Lolland og Langeland eller bare blev kaldt Kaptajnen er uvedkommende. Faktum er, at der netop i det minut opstod en historie, som ikke står skrevet noget sted, om Kaptajn Dinesen, der gik ind i en boghandel og købte en bog om Kaptajn Dinesen. Adskilt af måske hundrede år, faldt tiden pludselig helt sammen og historisk person blev til en gammel mand i en boghandel (hvilket Karen Blixens far faktisk aldrig blev da han begik selvmord førend han rigtig blev gammel). 

  Og tilbage i genbrugsforretningen kommer denne historie mig i hu, men som det ofte er med historier, så stoppede de aldrig rigtig. Og det gør den her heller ikke. Fortsættelse er dog heller ikke skrevet på siderne i TBS’ bog. Nej, det fandtes i tilegnelsen på titelbladet og i bogmærket der lå ca. et tredjedel inde i bogen. Bare ved at huske dette kan jeg næsten blive rørt til tåre. Jeg læste det, der stod skrevet med blå kuglepen: “Kære Morfar, rigtig mange gange tillykke med fødselsdagen. Kærlig hilsen Niels”. Det var på én gang smukt og forfærdeligt. 

  Da jeg bladrede fra dedikationen om til bogmærket, og tilbage igen, indså jeg, at Niels – den dejlige dreng – havde foræret Morfar Slagtebænken. En bog som Morfar havde været så glad for, at han var begyndt at læse den med det samme. Morfar var nået et tredjedel ind, inden han holdt op med at læse den. Men, hvorfor stoppe? Når bogen stod her på genbrug betød det vel, at Niels ikke var interesseret i at få den tilbage. Og, hvis man kender bedsteforældre ret – selv det sureste og mest umedgørlige – så er det nok de færreste der ligefrem smider Niels’ers gaver ud. 

  Nej, den sandhed der ramte mig var, at Morfar havde læste i bogen indtil hans gamle øjne ikke kunne mere. Den var endt på natbordet ved siden af sengen. Hver aften, inden han lagde sig, sad han lidt med bogen og tænkte på Niels – den dejlige knægt. Så slukkede han lampen og faldt ind i en tryg gammelmandssøvn. Det gjorde han mange aftner, lige indtil en morgen hvor han ikke vågnede mere. Om Niels fandt morfar liggende i sengen, med bogen ved sin side er ikke til at sige. At den stod på genbrug betød, at Niels havde tømt Morfars hjem sammen med hans forældre og måske søskende. De havde alle sammen gået tingene igennem: vil du have den her? Er den her ikke til din søster? Arhj, prøv at se, sådan en sjov én? Og det smukkest var, da Niels skulle beslutte hvad der skulle ske med Slagtebænken. Niels så bogen, tog den i hånden og besluttede, at det var bedre om der var en anden der fik den. Mens han lagde den i flyttekassen med “til Røde Kors” huskede han, at han have købt den til Morfar fordi Morfar gerne ville læse den, ikke fordi Niels selv havde interesse. Og det er i virkeligheden den smukkeste gave – de gaver vi giver fordi vi ved at nogen trænger til dem, selvom de ikke er vigtige for os. Men, gaven var vigtig for Morfar og jeg forestiller mig, at Niels kom til at smile lidt da han så bogmærket med den malede kronhjort. Morfar var sgu en løjerlig fyr, men ham huskede Niels bedst ved at se på billeder i fotoalbummet og piben, ikke ved at have en bog som Morfar havde fået af Niels selv.

  Og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Historien om Niels, Morfar og Slagtebænken strækker sig langt udover et hvilket som helst ord, en hvilken som helst ide der er nedfældet på papir. Med et bogmærke og en lykønskning fortalte Slagtebænken en historie som strakte sig langt ud over dens pap-indbinding, trykte sider og sort-hvide illustrationer.

Det gode liv og terapi

I denne artikel har Freja Bjerck-Amundsen, Tobias Opsahl og jeg selv udforsket hvordan psykologers opfattelser af hvad et godt liv er, har indflydelse på den terapi de laver. Måske er det overraskende for nogen, at vi fandt frem til, at det at lave terapi, også har indflydelse på psykologen! Artiklen findes på Scandinavian Journal of Psychology.

Design a site like this with WordPress.com
Kom igang