Forfatter: forfatterje

Cykel-attack!

Jeg står i S-toget. Jep, endnu engang er jeg jyde i København. Vi har holdt stille ved Vesterport og dørene begynder at lukke. En ældre dame i limegrøn jakke og briller torpederer sin cykel ind mellem de to automatiske døre, der forsøger at lukke i. Der sidder hun så, som en stor vred limegrøn trykkoger klemt fast i en fuldautomatisk musefælde. Hun vrider arrigt i cyklen og døren kan ikke rigtig bestemme sig til, om den skal åbne lidt op eller lukke helt i.

Min første tanke er efter to sekunder: “Hun giver nok op og tager den næste – der er jo kun otte minutter til”. Min næste tanke er: “Fyren der står tættest på døren hjælper hende nok”. Da hverken det ene eller det andet sker, går jeg hen til døren og trækker den lidt til side.

Den limegrønne dame stormer ind – mægtig og forurettet. Min venstre fod må indse at en limegrøn dames cykel er ret tung da hun maser den henover mine tær. Demonstrativt stiller hun sig med ryggen til mig og siger hverken tak eller beklager. Her bliver jeg ærlig talt en smule fornærmet, men jeg gemmer det væk. Når man er limegrøn på den måde, er det sidste man har brug for sikkert, at en eller anden ung fløs giver én besked om god opførsel.

Lidt efter stopper vi på den næste station og vi er flere der skal ud. Damen skal ikke ud. Hun maser rundt med sin cykel af uvisse årsager og kvitterer ved at kvæste min anden fod. Igen uden undskyldning eller antydning af opdragelse.

Jeg kigger på den unge mand der ikke hjalp hende. Det går op for mig at han er en af dem som den limegrønne helt sikkert ville anklage for dårlig opførsel og sikkert også uvenligt bede om at: “skrubbe hjem hvor han kommer fra”. I virkeligheden kigger jeg på ham og han på mig. Hele situationens uendelige ironi falder over os begge samtidig og vi kæmper for ikke at komme til at grine højlydt. Han gemmer hele ansigtet i sin hånd mens hans skuldrer hulke-hopper af grin.

Limegrøn er tilsyneladende en del mere farlig end alverdens andre farver.

Pokemon!

En gymnasiemoden fyr og pige diskuterer Karisma-festen i toget på vej mod København:

Ham: hvis jeg ikke scorer der, så er der ingen der scorer (fire bumser i hans pande understreger hans uimodståelighed).

Hun: hvis hun er villig så er hun billig…… det er i al fald mit motto…. eller…. Hvis hun er ALT for villig, så er hun i hvert fald billig…. Det er bare SÅ klammo at få kønssygdomme på et toilet!

Ham: kønssygdomme er ligesom Pokemon; du skal helst fange dem alle sammen… jeg er så god til at spille forsvar at ALLE vil have mig på hold (tager solbriller på der er store nok til at dække ca halvdelen af alle hans bumser).

Sjælland er et underligt sted!

Fælleskøkken…

Hvis man siger “køkken” nok gange efter hinanden, begynder ordet at virke meningsløst? Forskere mener, at det er et spørgsmål om overstimulation. Prøv det!

Denne øvelse vil måske få dig til at spekulere over, hvad et køkken faktisk er til. Og måske har du engang været i en situation hvor du delte køkken med nogen – fælleskøkken.

Først og fremmest er et fælleskøkken noget vi kan tale om – brokke os over og grine af. Det er også arbejdspladsens mysteriezone nummer ét (skarpt forfulgt af kopirummet).

Fælleskøkkenet er altid beskidt, forladt og fuld af gamle madvarer. Ingen ved hvem der har lavet snavs, ingen ved hvem der var der sidst og ingen ved hvem, der ejer de der mugne kartofler i den der quackerware inde i hjørnet. Og det er også madpakkernes Bermuda trekant.

I fælleskøkkenet har tallerkner og plasticbeholdere en tendens til at formere sig eksplosivt. Alt imens kantinen klager over, at deres tallerkner forsvinder – pudsigt. I starten var der et helt bestemt antal, og fuldstændigt ensartet bestik… det er der ikke mere.

I fælleskøkkenet må det altid være “de andres” tur, og jeg har altid “tømt opvaskemaskinen sidste gang”. I fælleskøkkenet mangler det vigtigste værktøj – det man skal buge LIGE NU – altid.

Indimellem, bliver fælleskøkkenet meget rent og pænt, og der er ingen der ved hvem der har gjort det. Men vi er glade for det og “nu må vi også hellere holde det”. Lige indtil “ingen” stiller et par tallerkner og en kop ved vasken i stedet for i opvaskemaskinen.

Fælleskøkkenet er interessant, og har sjældent noget med madlavning at gøre!

Harmonika forbi – GO AWAY!

Indimellem ender jeg i København. Nogle gange er det mere frivilligt end andre. De fleste gange erkender jeg dog min jyde-side og må indse, at jeg i grunden er en smule betænkelig ved en stor by. Der er farligt når man ikke kan se til vandet eller landet fra ens vindue.

Og der sad jeg så, på den mest jydeagtige manér, og spiste min madpakke på en bænk foran s-togs stationen. Solen havde netop strukket en arm igennem det kedelige skydække, og jeg mærkede hvordan dens vinterhvide varme smøg sig omkring mig. Midt i mit velvære dukkede en harmonika-trækkende musikant op, og begyndte at spille en lystig og næsten identificerbar melodi. Min første frygt var, at det ville være forfærdeligt, men heldigvis var han dygtig.

Og nu – dramaet! Jeg sad faktisk med ryggen til harmonikaen, og så derfor ikke hele optrinnet. Jeg erfarede bare at melodien stoppede meget brat. Fornemmede den der pladsspiller-svvvirrrp lyd, når nogen tager pickuppen af for hurtigt. En eller anden formulerede sig skarpt overfor harmonikaen. Så skarpt at jeg måtte kigge mig over skulderen. En ubarberet, og på alle måder utiltalende mand, med en gul “hus forbi” taske, halvråbte af harmonikaen. Harmonika forstod vidst ikke dansk og Hus Forbi måtte ty til engelsk. “GO AWAY, GO AWAY NOW”. Og Harmonika forsøgte at forklare, men blev mødt med flere “GO AWAY”‘er. Hus Forbi smed trumfen og råbte: “YOU HAVE NO ALLOWED TO BEG HERE – BEGGING IS ILLEGAL – YOU ARE NOISY – GO AWAY”.

Som så ofte før, og med ideer om dummebøder i hukommelsen, forblev jeg ærkedansk og blandede mig udenom.

Lidt senere kom jeg tilbage samme vej, og kunne konstatere at Hus Forbi nu stod på selv samme plet, og tilbød sit blad med masser af “Hav en dejlig dag” og “Ja, jeg kender godt det der med ikke at have kontanter”. Jeg ved ikke hvordan Hus Forbi Mafian fungerer, og jeg ved ikke hvordan den står i forhold til Hamonika-ligaen, men det er i al fald sikkert og vidst, at S-togs stationen ved Svanemøllen i København IKKE tillader tiggeri – det siger Hus Forbi!

Røjsere!

Jeg sidder på en café. En af de her larmende steder der har buffet og en veranda. Lige dele børn, unge, midaldrende og gamle optager bordene omkring mig. Jeg har listet mig til at betale 100 kr. for buffeten, og sidder nu og fundere over om knirkelydene fra min livrem skyldes den sidste morgen-basse. Måske er den bare blevet gammel. Livremmen altså.

I min forplummede mæthed, kommer pludselig en lille pige sjaskende igennem cafeen. Hun slår fodsålerne mod gulvet i en grad så man ikke er i tvivl om, at her kommer hun. Og det gør hun. Stolt, småsyngende (melodien er vidst hjemmelavet) og med et menukort i hænderne. Hun minder mig lidt om Peter Plys da sangen pludselig får ord: “Her er en bog fra mor – hmm hmm hmm, til min søster som er stor la-la-la-la”. Jeg er sikker på at sangen har en længere tekst. Desværre er lydniveauet i cafeen af en sådan beskaffenhed, at det ikke lader sig høre.

Pigen, der har mørke røjsere på, går hen til et bord. Jeg kigger efter Røjserne og får øje på den besungende storesøster. Hun ser undskyldende ud. Jeg smiler. Storesøster bliver tilsyneladende lettet og smiler igen. Røjserne giver storesøster bogen, og får den hurtigt igen. Syngende går Røjserne tilbage.

Lige ud for mit bord stopper hun. Hun kigger i menuen som jeg er ret sikker på at hun ikke kan læse og synger: “Læse læse læse, en pariser-tååååst, bummelum-la-la og en æble-mååååst”. 

Jeg er ret sikker på at der var flere i cafeen der fik en fremragende kulinarisk oplevelse, da de prøvede at kombinere pariser-toast og æble-most, og kun kunne være enige i sangens sidste vers: “det er gååådt, det er gååådt med pariser-tåååst og æble-mååååst”

Eksotisk Dyre-Bonanza Ragout!

Jeg er også blevet foraget. Forarget over at jeg ikke har fået lov til at smage den giraf de aflivede i ZOO i København. Jeg har aldrig, som visse afrikanske rovdyr sikkert har, fået lov til at smage giraf. Det ville jeg gerne.

Mon det smager som kylling eller råvildt? Er det bedst med brun sovs eller bearnaise? Med fritter eller kartofler? Ris, måske? Kan man mon lave helstegt giraf? 

Mon man kunne få brødrene Price til at tilberede noget af den? I ved, sådan med “rigelig smør” og creme fraise? Jeg tror det ville blive godt. “Spise med Price – Special”. A: “Nåh, hvad skal vi så lave i dag?” J: “Jamen, i dag skal vi lave giraf på 100 måder”. Det ville jeg gerne se. Måske kunne de også gøre det med andre dyr, hvis de er nødt til at aflive flere. Jeg ville gerne være med som gæst. Jeg ville altid lave ragout. Gnu-ragout, Tapir-ragout, Antilope-ragout mv. Måske gør slanger sig bedst som pølser? Og i sæsonens afslutning, ville jeg så lave en ragout hvor ALLE dyrenes kød var i på én gang. Og så ville jeg kalde den “Eksotisk Dyre-Bonanza Ragout”. Jeg tror Noma ville være med på den.

Er der nogen der har en opskrift på Bengalsk Tiger-ragout?

Design a site like this with WordPress.com
Kom igang